Velkommen til
røsten nr. 6

I temaet for denne udgave af Røsten ser vi nærmere på skoletjenesterne i Århus Stift. I 1994 startede de første tre af landets folkekirkelige skoletjenester nærmest samtidig, heraf var de to her fra stiftet, nemlig FUSR i Randers og Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs. Siden dengang har vi fået SKS Aarhus og KK44 Skoletjenesten i Silkeborg. Der foregår meget andet skole-kirke-samarbejde i stiftet end det, som varetages af skoletjenesterne. Men for at kunne blive godkendt som skoletjeneste under ‘Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester og skole-kirke-samarbejder,’ skal man mindst have en halvtidsstilling til rådighed. I temaet denne gang er det således de etablerede skoletjenester og deres historie, vi fokuserer på.

I baggrundsartiklen ”Kirken som underviser,” kan du læse om de historiske forudsætninger for, at kirken kastede sig ud i denne form for ikke-forkyndende formid-
ling. Det skyldtes i høj grad folkeskoleloven fra 1975, hvor folkekirken så at sige blev skilt fra folkeskolen. Dermed stod kirken i den nye og uvante situation, at dåbsoplæringen ikke længere blev varetaget af skolen. Det kastede to nye tiltag af sig, nemlig det, der nu kaldes ’minikonfirmander,’ og så skole-kirke-samarbejdet.

I slutningen af 1980’erne var der blevet etableret lokale skole-kirke-samarbejder mange steder i landet, og det førte til de første skoletjenester, der, som nævnt, gik i gang i 1994. I dag er der hen ved 30 folkekirkelige skoletjenester på landsplan, hvilket andetsteds her i magasinet bliver kaldt en af kirkens største succeshistorier i nyere tid.

Ud over temaet kan du også læse om: Mejlbygruppen, der netop har sat sidste sting i et stort nyt værk efter motiver af Bjørn Nørgaard. Vi har desuden talt med Maria Kure Langhoff, der en varm sommeraften fødte datteren Isabella på Serridslev Kirkes parkerings-plads, og så har vi været en tur på Endelave for at tale med præsten Jens Peder Baggesgaard.

Som altid finder du også anmeldelser og nyt om navne i magasinet, læs blandt andet om Jakob Nissen, der er Silkeborgs nye provst.

Husk at kontakte os, hvis du har forslag til emner, du gerne ser, at vi tager op her i Røsten.

Varme hilsner
Folkekirkeinfo

REDAKTION
Folkekirkeinfo, Kirken i Østjylland

kirkenioestjylland.dk

 

ANSVARSHAVENDE
Martin Høybye

 

BILLEDER
Fotografer i dette nummer: Hanne Marie Houkjær, Lissy Solveig Jensen, Jesper Henning Pedersen, Bo Grünberger, Martin Høybye.

 

FORSIDE
Modelfoto: “Ida læser.”

 

ANNONCER
Hvis du ønsker at annoncere i Røsten, så skriv til mailadressen herunder.

 

DEADLINE
Henvendelser, der ønskes taget i betragtning til udgivelse i bladet, sendes til mailadressen herunder. Deadline henholdsvis: 1. juni, 1. oktober, 1. januar, og 1. april.

 

Nåden er altid større

I ”Noget om nåde” lægger forfatter og sognepræst Gudmund Rask Pedersen sig op af sin første udgivelse (fra år 2000) ”Forladthed og nærvær” med hensyn til opbygning og ærinde for bogen.

Omdrejningspunktet er denne gang en række ”omvendte prædikener,” hvor der tages udgangs-punkt i noget skønlitteratur eller en film, som via en refleksion lander i en evangelietekst. Bogen er delt ind i fire afsnit efter evangelisterne, og de enkelte kapitler er bearbej-dede prædikener, som forfatteren har holdt i sit virke som sognepræst ved Vær-Nebel Sogne (Horsens Provsti). Det er forskellige emner, som særligt har inspireret ham og gjort, at han måtte grave nogle spade-stik dybere, end han kunne nå med den enkelte prædiken, før den givne gudstjeneste løb af stablen.

“Der er altså ikke tale om prædikener holdt i denne form, men bearbejdede prædikener ud fra en tanke om herved endnu bedre at kunne anskueliggøre og gennemføre det grundtvigske ‘Menneske først, og kristen så. Ord som, for mig at se, må høres som et uhyre enkelt og meget væsentligt udsagn om, at ingen fatter evangeliets tale uden først at have fattet noget af det menneskelige. Erfaringer herfra, fra det levede menneskeliv, også

kunstnerisk forløst i form af skønlitteratur og film, danner forudsætning for at kunne høre evangeliets tale som virkelighedsrelateret,” skriver Gudmund Rask Pedersen.

Blandt de værker, der tages under behandling, er: Frihed (Jonathan Franzen), Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig (Herta Müller), Alting har en tid (Karl Ove Knausgård), Skrabelodder (Kerstin Ekman), Hjertet slår og slår (Jens Smærup Sørensen), Kvinden ved 1000 grader (Hallgrímur Helgason), Ekstremt højt og utrolig tæt på (Jonathan Safran Foer), Jagten (Thomas Vinterberg), Melancholia (Lars von Trier). Og mange flere.

Noget om nåde er femte bind i serien Litteratur & Kristendom af Gudmund Rask Pedersen. Tidligere er udkommet: Jeg har ladet mig fortælle… (2011), Glæden på trods (2005), At tænke stort (2002) og Forladthed og nærvær (2000).

Noget om nåde
Forlaget Aros
Sider: 288
Pris: 249,-
ISBN: 9788770037181

Flot fællesudgivelse

12 danske kunstnere har fået frie hænder til at fortolke hver deres centrale bibeltekst i sangform, og i løbet af 2014 udkom sangene digitalt, hvor de først kunne høres på Bibelselskabets hjemmeside og siden har været tilgængelige som download.

Nu er sangene endelig blevet samlet på et rigt udstyret CD-album, der indeholder både bibelteksterne og sangteksterne ud over selvfølgelig de tolv nye sange, som projektet bragte til verden i løbet af året.

Kunstnerne bag er:

Xander, Per Vers, Basim, Eivør, Sys Bjerre, Shaka Loveless, Peter A.G., Panamah, Nelson Can, Jonas H. Petersen, Dicte og Anne Linnet.

Overskuddet fra “Lydspor fra Bibelen” går til hiv-ramte børn i Swaziland.

Brug den i undervisningen

I tråd med vores tema i denne udgave af Røsten er det på sin plads at nævne, at der til hver sang og bibeltekst er udarbejdet et undervisnings-oplæg af cand.pæd. Preben Medom Hansen fra KK44 Skoletjenesten i Silkeborg, med en faglig baggrund til den bibelske tekst og en solid præsentation af, hvordan sang og bibeltekst tematisk hænger sammen. Derudover gives der idéer til, hvordan klassen kan arbejde med sang og bibeltekst.

Se mere her

Lydspor fra Bibelen
Bibelselskabets Forlag
Udk. 1. december, 2014.
kr. 159,95, ISBN 978-87-7523-759-3
Lydspor fra Bibelen på iTunes: kr. 90,-

Hjem til Silkeborg

Ny provst i Silkeborg Provsti

Den nye provst i Silkeborg Provsti hedder Jakob Nissen. Han har tidligere været sognepræst i Virklund gennem otte år og vender på den måde ’hjem’ til Silkeborg. Han indsættes 16. december i Mariehøj Kirke, hvor han skal arbejde som sognepræst på halv tid ved siden af embedet som provst.

Med et lidt fortærsket udtryk kan man sige, at æblet ikke falder langt fra stammen i Jakob Nissens tilfælde. Som efternavnet røber, er han nemlig selv opvokset i et præstehjem, hvor faren, Karsten Nissen, var forstander på diakonhøjskolen i Århus, inden han blev domprovst og senere biskop i Viborg.

Jakob Nissen selv har været i tre stillinger som præst. Først i et vikariat som konstitueret sognepræst i Lading sogn, derefter blev det til otte år som sognepræst i Virklund, og det sidste halvandet år har han været sognepræst i Sankt Nicolai Sogn i Kolding.

Men nu er det altså provste-embedet, der venter, og den 38-årige præst glæder sig til at komme i gang med de nye udfordringer:

Jeg ser frem til at skulle lære de enkelte sogne, præster og menighedsråd at kende

“Jeg ser frem til at skulle lære de enkelte sogne, præster og menighedsråd at kende. Det er altid spændende at se, hvordan kirkelivet udfolder sig de enkelte steder, hvor menighedsråd og præster i fællesskab skal finde ud af, hvordan man skal være kirke lige her. Og så glæder jeg mig til, i fællesskab med provstiudvalget, at skulle skabe gode rammer for de enkelte præster og menighedsråd,” fortæller Jakob Nissen.

Det er ikke sådan, at han længe har gået rundt med ’en provst i maven,’ men da han så stillingen som provst i Silkeborg opslået, var han ikke i tvivl om, at han skulle søge den. Han kender nemlig både provstiet og Mariehøj Sogn som gode steder at være. Dog går han ind til den nye stilling med nye øjne på provstiet.

“Det er klart, at jeg har et kendskab til provstiet fra min tid som præst i Virklund. Men jeg tror, at det er vigtigt, at jeg starter forfra. Det er en ny måde, jeg skal lære provstiet at kende på, og desuden kan der jo nogen gange ske meget på bare et år,” siger Jakob Nissen.

Han glæder sig nu til at blive en del af Mariehøj sogn både som en del af menigheden og som præst. Og ligesom i hans eget barndomshjem fylder det kirkelige arbejde meget i privaten. Jakob Nissen er nemlig gift med sognepræst Charlotte Rune Nissen, der også arbejder ved Mariehøj Kirke. De har tilsammen fire børn.

Jakob Nissen

– havde egentlig ikke en ‘provst i maven,’ men da han så stillingen opslået, var han ikke i tvivl om, at han skulle søge den.

Kirken som underviser

Første artikel af fem i vores tema om skole-kirke-samarbejdet

Folkekirkens undervisning af børn i kristendom blev født ud af et behov fra 1975, hvor folketinget besluttede, at folkeskolen ikke længere måtte være forkyndende. Det fik lokale initiativer til at vokse frem i folkekirken, der delte sig i to spor: Indledende konfirmandforberedelse, også kaldet minikonfirmandundervisning, og skole-kirke-samarbejder.

Siden begyndelsen i 17/1800-tallet havde folkeskolen en nær tilknytning til kirken, da en af folkeskolens opgaver var at undervise eleverne i kristendom. I skolelovene fra 1937 og 1958 hed det, at ”Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overenstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære”. Dermed varetog folkeskolen det, man i folkekirken anså for at være dåbsoplæring – altså oplæring for alle døbte personer i, hvad det vil sige at være kristen.

Ingen bøn i skolen

Med folkeskoleloven i 1975 ændrede situationen sig markant, da folketinget vedtog, at folkeskolen nu udelukkende skulle være en sekulær institution, og faget ’kristendoms-undervisning’ skulle nu i stedet hedde ’kristen-
domskundskab.’ Folkeskolen skulle undervise om kristendommen, men undervisningen måtte ikke ’antage karakter af en forkyndelse eller bevidst religiøs påvirkning af børnene,’ som der stod i loven.

”Efter folkeskoleloven kunne folkekirken ikke længere anse folkeskolens kristendomsundervisning for at være dåbsoplæring. Derfor stod folkekirken med et historisk problem, for man havde aldrig tidligere døbt børn uden sikkerhed for, at de også blev oplært i den kristne tro,” fortæller Kurt E. Larsen, lektor og ph.d. i teologi med speciale i moderne kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

Faget ’kristendomskundskab’ blev ikke kun ændret med hensyn til indhold, men faget skrumpede også i timetal, og da man ikke længere måtte bede i skolen, og læreren kun måtte orientere om, hvad kristne tror, måtte kirken pludselig til at tænke nyt. Resultatet blev, at der i løbet af 1970’erne og -80’erne begyndte at opstå små initiativer rundt omkring i folkekirken, hvor man underviste børn i kristendom. Det blev til to separate spor, da man ikke i alle dele af kirken var helt enige om udformningen.

Brug for en bredere løsning

I 1980 støttede daværende biskop i Århus Stift, Herluf Eriksen, op om den indledende konfirmandundervisning (også kaldet minikonfirmandundervisning) ved at foreslå, at man i folkekirken skabte en sådan undervisning for 3.-5. klasserne uden for skoletiden. I 1987 blev Herluf Eriksens forslag godkendt af kirkeministeriet som forsøgsordning, og Ravnsbjergkirken ved Aarhus blev den første kirke i landet, der begyndte indledende konfirmandundervisning ved sognepræst og forhenværende fagkonsulent i kristendom Ejvind Nielsen.

”Fra 1975 var der to spor, man kørte frem efter: Det ene spor handlede om, at kirken selv iværksætter kristendomsundervisning, og i 1987 fik det den udformning, som hed ’indledende konfirmandforberedelse’. Den indledende konfirmandforberedelse var så på kirkens egne præmisser, hvor man sagde, at vi styrker kristendomsundervisningen ved alle-rede at give dem dåbsoplæring i 3.-4. klasse,” forklarer Kurt E. Larsen.

Den indledende konfirmandundervisning foregår i kirkernes egne lokaler, og her er kirken selv herre over, hvad der undervises i og hvordan. Til gengæld var det ikke alle forældre, der meldte deres børn til den indledende konfirmandforberedelse, og det fik nogle kritiske røster til at hævde, at tilbuddet var for snævert. De ønskede i stedet at indlede et samarbej-de med skolerne for at få bredere fat, og det blev indledningen til det andet spor, nemlig skole-kirke-samarbejdet.

”Der var nogen, der foretrak, at man kunne gøre det på en bredere folkelig basis i et samarbejde med skolerne. Der lykkedes det nogle steder at få et skole-kirke-samarbej-de i stand, der på en måde styrkede forbindelsen mellem folkekirke og folkeskole men på nye præmisser. Det begyndte i henholdsvis København og sideløbende Randers, hvor man lagde grunden til skole-kirke-samarbejdet med en succesfuld kristendomsuge. Derefter nedsatte man en arbejdsgruppe, der skulle stå for oprettelsen af skole-kirkesamarbejdet, der endelig kom i gang i 1994 med oprettelsen af Folkekirkens Undervisning og Skoletjeneste i Randers,” fortæller Kurt E. Larsen.

En græsrodsbevægelse

Efterhånden som både den indledende konfirmandundervisning og skole-kirke-samarbejdet blev kendt, var der flere veje at gå for de enkelte kirker i hvert deres lokalområde. Der var forskel på, hvordan kirkerne valgte at løse udfordringen med at undervise børnene i kristendom, og det var et udtryk for, at initiativerne ikke var noget, der blev dikteret ovenfra, men voksede frem af sig selv som en slags græsrodsbevægelse. Der er stor forskel på de steder, hvor sogn og skoledistrikt hænger sammen, og steder, hvor det slet ikke er tilfældet.

”Man kunne vælge det ene eller det andet spor, for nogle steder var det naturligt at tilbyde indledende konfirmandforberedelse, mens det andre steder har været enklere at etablere et skole-kirke-samarbejde. Der er heller ikke noget i vejen for, at man kan vælge begge arbejdsformer,” siger Kurt E. Larsen.

I Århus Stift blev det afgørende, da daværende biskop, Herluf Eriksen støttede op om folkekirkens pædagogiske arbejde, og i slutningen af 80’erne fik man samtidig etableret skole-kirke-samarbejde mange steder, så folkekirkens pædagogiske indsats styrkedes gevaldigt op gennem 90’erne. Samarbejdet mellem skole og kirke udviklede sig, så man i dag har både folkekirkelige skoletjenester og helt lokale skole-kirke-samarbejder.

Kurt E. Larsen

Lektor ved Menighedsfakultetet.

FUSR - Landets første
skoletjeneste

Anden artikel af fem i vores tema om skole-kirke-samarbejdet

FUSR startede i 1994 og blev den første skoletjeneste i landet. For nylig kom Favrskov med, og tjenesten dækker dermed tre provstier.

FUSR har til huse i Johanneskirkens lokaler i Randers, hvor den læreruddannede Lars Jøcker Buhl deler kontor med sin nye kollega Eva Graabek. Hun er teolog, og ud over at arbejde i skoletjenesten er hun også præst i Laurbjerg. For enden af gangen sidder desuden kollegaen Tina Kloster Beck, der er administrativ medarbejder. Folkekirkens Skoletjeneste i Randers og Favrskov, som tjenesten altså hedder i dag, dækkede i starten kun Randers og Hadsten.Men i år kom hele Favrskov kommune med, og i den proces bevilgede Århus Stift en kvart stilling til en teolog, som er den stilling, Eva Graabek nu er gået ind i.

Første skoletjeneste i landet

FUSR blev faktisk i sin tid den første folkekirkelige skoletjeneste i landet. Der var grøde i tankerne om folkekirkelige skoletjenester flere steder, men det endte med, at Randers var hurtigst på aftrækkeren.

– Det kom ikke af sig selv, siger provst, Hanne Hjørlund.

”Det kom ikke af sig selv – slet ikke dengang, hvor man var mere bange for det med religionen. Man havde jo fået folkeskolen renset for kristendomsforkyndelse i 1975. Nogenlunde samtidig var folk på Djursland og i København optagede af lignende tanker, og jeg havde nogle drøftelser med dem. Men så vidt jeg ved, gik vi først i luften i færdig organiseret form. Og siden har FUSR altså fået vokseværk til at omfatte både de to Randersprovstier og Favrskov provsti,” fortæller provst i Randers Søndre Provsti, Hanne Hjørlund, og fortsætter:

”Skoletjenesten startede i 1994 og var egentlig en udløber af en kristendomsuge, som vi havde i 1992, hvor præster, kirkefolk og skolefolk satte kristendommen på tapetet en uge i alle de institutioner, der ville være med. En af grupperne beskæftigede sig særligt med samarbejdet mellem skole og kirke og satte en del projekter i søen den uge. Herefter mente jeg bestemt ikke, at det arbejde bare skulle stoppe,” siger hun.

Hanne Hjørlund fik derefter menighedsrådene, skolerne, borgmesteren og forvaltningen med på idéen, og ved et møde i kirkeministeriet fik hun også en million med hjem til Randers i udviklingsmidler.

Ikke svært at skelne

Siden er det blevet til rigtig mange projekter og undervisningsmaterialer, som er kommet fra skoletjenesten. Arbejdet med undervisningsmaterialerne tager altid udgangspunkt i det kristendomsfaglige i folkeskolen, og det er derfor pr. definition ikke-forkyndende. Men alligevel er det en balancegang at sikre, at der ikke er forkyndende elementer i materialet. Det er dog ikke en balance, der er svær ved at finde, ifølge Eva Graabek og Lars Jøcker Buhl.

”Som præst synes jeg ikke, at det er svært at skelne mellem det forkyndende og det formid-lende. Jeg har jo min præstekjole og min kirke, når jeg forkynder, og det andet er en helt anden situation. Når der er en lærer med, og det er i skoletiden, så er det en anden måde, man underviser på, end når det er konfirmander,” siger Eva Graabek.

De er begge opmærksomme på, at de får markeret over for skolerne, at der ikke er tale om en kirke, der vil ind ad døren under dække af noget andet – og i virkeligheden gerne vil forkynde. Tværtimod arbejder de altid ud fra folkeskolens ’Fælles Mål’ og tager den ramme meget seriøst.

”Jeg er selv kristendomslærer af baggrund, og jeg synes ikke, det er et problem at skille det forkyndende fra. Problemet kan nærmere opstå, hvis der er nogen på skolerne, der tænker, at det er kirken, der vil til at præge skolen og så at sige have ’mere end minikonfirmander.’ Men de opfatter os heldigvis som en tjeneste, der arbejder seriøst med vores formidling,” siger Lars Jøcker Buhl.

presset på forberedelsestiden

Ved skoletjenesten oplever de, at lærerne ikke har den samme tid til forberedelse, som de havde engang. Men FUSR har altid arbejdet ud fra den læst, at de gør undervisningsmaterialet så grydeklart, at lærerne bare kan tage tingene og bruge dem uden videre forberedelse.

”Mange lærere i faget er ikke uddannede kristendomslærere. Men hvad gør man så med sådan et fag, man ikke har det store kendskab til og måske ikke engang har interesse i? I den situation er det rart, at man får noget ind ad døren, hvor der er et færdigt koncept. Man kan selv tilføje sit, hvis man har tid og mulighed for det, og ellers kan det bruges, som det er,” forklarer Lars Jøcker Buhl.

Når de ved skoletjenesten får en idé til noget materiale, kigger de som nævnt på folkeskolens ’Fælles Mål’ for faget og klassetrinnet for at se, om det er noget, som eleverne forventes at skulle omkring. Et oplagt omdrejningspunkt er derudover kirkens højtider. Men her er udfordringen, at selve højtiden ikke forandrer sig, og at de gerne skulle blive ved med at kunne finde nye indfaldsvinkler, så der er et løbende behov for, at FUSR forstår at forny sig.

Hjælp at hente i netværket

Landsnetværket af folkekirkelige skoletjenester er en hjælp netop til fornyelsen. Her sker erfarings-udveksling, og der bliver lavet store fællesprojekter med fælles finansiering.

”Det er et netværk mellem skoletjenesterne i hele landet, hvor vi mødes og aftaler, hvad der kunne være gode landsdækkende projekter. Finansieringen sørger vi for fælles, dels ved fundraising og fondsansøgninger, og mangler der lidt til sidst, laver vi i fællesskab en underskudsgaranti,” siger Lars Jøcker Buhl.

Folkekirkens Skoletjenester har en samlende hjemmeside, hvor man kan finde alle landets skoletjenester. Der er ikke som sådan et sekretariat eller en daglig leder, men netværket er til-knyttet FUV i Løgumkloster.

Om FUSR

FUSR er finansieret af Randers Søndre Provsti og Nordre Provsti, samt Favrskov Provsti.

Se mere her:
www.fusr.dk
www.folkekirkensskoletjeneste.dk

KK44 - Festival & skoletjeneste
i samme ånd

Tredje artikel af fem i vores tema om skole-kirke-samarbejdet

Har man sagt KK44 Skoletjenesten, må man også sige KK44 Festival, som lagde bunden for det, der senere skulle blive den folkekirkelige skoletjeneste i Silkeborg Kommune. Lokale ildsjæle gik sammen for at skabe en kirke- og kulturfestival, og i dag høstes frugterne i form af et bredt netværk og samarbejde mellem byens kirkelige og kulturelle institutioner.

K44 Skoletjenestens koordinator, Ingrid Mejer Jensen, har været med siden festivalens spæde start i 1999. Dengang var planen en fejring af årtusindskiftet med fokus på kristendom i Danmark gennem 1000 år, og det hele var tænkt som en engangsforestilling.

”Der var et hav af frivillige med, men også de ansatte inden for folkekirken var meget aktive. Det var noget nyt, at kirken gik ud og sagde til kulturinstitutionerne, at ’vi vil gerne lave noget sammen med jer.’ Men vi fik hurtigt Silkeborg Bad, Biblioteket og museet med, og så voksede det derfra,” fortæller Ingrid Mejer Jensen.

Festivalugen blev en succes, og bagefter var der enighed om, at den skulle fortsætte i en eller anden udstrækning. Det blev ad åre til den store kristendoms- og kulturfestival, man kender i dag, og i 2007 kom så skoletjenesten til. Skole-kirke-arrangementer havde altid været en del af festivalen, så allerede inden skoletjenesten startede, var lærerne meget positivt indstillede over for det nye og udvidede samarbejde.

”Vi besluttede at kalde skoletjenesten for KK44 også. Dels for at bygge videre på det gode brand, som festivalen havde bygget op siden årtusindskiftet, og dels fordi skoletjenesten bygger meget på de samme værdier, som festivalen står for,” forklarer Preben Medom Hansen, der bl.a. har en baggrund som lærer og har været ansat på fuld tid i skoletjenesten siden starten i 2007.

Det folkelige er nødvendigt

Arbejdet i KK44 skoletjenesten indebærer blandt andet produktion af undervisningsmaterialer til lærere og præster, kursusvirksomhed og facilitering af workshops og forskellige kulturelle tilbud, der kan bruges af grundskoler og ungdomsuddannelser i kommunen. Med det æstetiske og fortællende som omdrejningspunkt, opererer skoletjenesten i kølvandet på festivalen, der hele tiden har set de to første stavelser i ordet ’folkekirke’ som noget, man skulle tage meget alvorligt.

”Kongstanken bag KK44 er en vekselvirkning mellem det folkelige og det kristelige. Med den tidligere præst i Kragelund-Funder, Ejnar Stobbes, ord, kan man sige, at der med festivalen ikke er tale om kulturkristendom men kulturteologi. Det folkelige er nødvendigt for, at der bliver åbnet op, og man kan forstå det, der foregår i kirken,” forklarer Louise Højlund, der selv er teolog og er ansat på halv tid ved skoletjenesten.

Hun har tidligere været præst i Sejs-Svejbæk, som ligger inden for provstiet, og dermed har hun erfaring med sognepræsternes arbejde, som skoletjenesten også understøtter. For dels skal KK44 Skoletjenesten hjælpe skolerne, men de skal også være en ressource for præsterne, der som alle andre kan have en presset hverdag, og som godt kan bruge et indspark til at sætte fx et skolebesøg sammen.

Tæt på samarbejdspartnerne

”Vi har to vigtige samarbejdspartnere. Nemlig præsterne, som har skolebesøg som en del af deres hverdag. Og så lærerne, der skal have det rigtige materiale og hjælpes på plads. Så ud over at lave materialet, er der også en del logistik på de indre linjer,” siger Preben Medom Hansen.

Skoletjenesten har et rigt katalog af tilbud, og man kan spørge sig selv, hvordan alle idéerne opstår. Men materialet bliver ikke til helt på bar bund, for der er nogle tydelige rettesnore, som han og Louise Højlund arbejder efter:

”Vi har jo kristendomsfaget at tage udgangspunkt i – hvad skal de reelt igennem på dette her klassetrin ud fra ’Fælles Mål.’ Og så er der tre hovedområder, vi ved, at de skal omkring. Det er: Etil og livsfilosofi, Bibelske fortællinger, og så er der Kristendommens udtryk i nutidig og historisk sammenhæng. Og i overbygningen kommer et fjerde hovedområde, som er: Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser,” fortæller han.

Når de første rettesnore er på plads, kigger teamet på, hvilke didaktiske metoder, der skal i spil. Og så ser de på, om der er noget, der kan lægge op til festivalens tema for det ene eller det andet år. Men her i tilblivelsen er de primære samarbejdspartnere også på banen. Præster og lærere er måske ikke med til at sætte det allersidste præg, men de er med langt hen i beslutningsprocessen, om hvad der skal laves af materiale.

”Vi har stor hjælp af skoleudvalget, som er en slags fokusgruppe bestående af lærere og præster. Her mødes vi og byder ind med idéer og metoder. Det kan både være generelle forslag men også helt specifikt – som en opfordring til at tage udgangspunkt i et bestemt billede,” siger Louise Højlund.

Derudover nyder skoletjenesten også godt af Landsnetværket af Folkekirkelige Skoletjenester, hvor hen ved 30 skoletjenester til sammen udgør en meget stor ressource, hvor man låner idéer af hinanden og laver store projekter i fællesskab..

Dannelse er et fælles anliggende

Hvor skolens overordnede formål blandt andet er, at eleven bliver dannet og får fortrolighed med dansk kultur, herunder kristendommen, har kirken til opgave, at nye generationer lærer kirken og kristendommen at kende, og at de møder de bibelske fortællinger. Det ligger derfor lige for med et samarbejde omkring det kristendomskundskabsfaglige, men det er også dannelse generelt, som KK44 gerne vil støtte op om.

”Vi har haft stort fokus på dannelse. Det, vi laver, er selvfølgelig relevant i forhold til kristendomsfaget, men det handler også om dannelsen generelt, de store eksistentielle spørgsmål, som også altid har været en væsentlig del af det, som skolen skulle komme omkring. Og dannelseselementet kan blive meget presset i den snak, der fokuserer på det målbare, hvor vi skal konkurrere, og alt skal måles og vejes. Der kan skoletjenesten være med til at kvalificere tingene,” siger Preben Medom Hansen.

Folkeskolereformen er i år ved at blive implementeret rundt omkring på skolerne, og kristendomskundskabslærerne skal finde deres ben. Men der er ikke noget, der tyder på, at efterspørgslen på KK44’s tilbud er aftagende – tværtimod. Og så åbner reformen desuden for nogle nye muligheder.

”Folkeskolereformen skal lige i gang, og det gør, at lærerne kan være pressede rundt omkring. Men konkret har vi nu haft mulighed for at lave eftermiddagshold med mellemtrinseleverne ude på Naturcenter Aqua, og det har vi ikke kunnet før. Så på positivsiden gør reformen i hvert fald, at det kan være nemmere for lærerne at få ture ud af huset til at hænge sammen,” lyder det af-slutningsvist fra Preben Medom Hansen.

KK44 Skoletjeneste og Festival

– er finansieret af Silkeborg Provsti. Silkeborg Kommune støtter enkelte tiltag efter ansøgning og KK44 Festival med et årligt bidrag.

www.kk44.dk
www.kk44festival.dk

SKS Aarhus
- Pres på skoletjenesten

Fjerde artikel af fem i vores tema om skole-kirke-samarbejdet

Skole-kirke-samarbejdet i Aarhus har været i gang siden 1997 og oplever i år en fordobling af efterspørgslen på sine tilbud. Den øgede efterspørgsel skønnes at være en effekt af folkeskolereformen.

SK Aarhus (Skole-kirke-samarbejdet i Aarhus) er et samarbejde mellem Børn & Unge-forvaltningen og menighedsrådene i Aarhus Kommune. I formålspragraffen hedder det blandt andet, at SKS Aarhus skal tjene til ”oplysning og viden om menneskers grundvilkår, skabe dialog om religionernes fællestræk og betydning for livet i dag – også set i et historisk perspektiv.” Rent praktisk giver det sig udslag i, at de ansatte producerer undervisningsmateriale og forløb om kristendom og religion generelt, så der fx også formidles materiale om verdensreligionerne. Normalt ligger efterspørgslen på tilbudene på et forholdsvist støt niveau, men hen over sommeren og efteråret 2014 har Mette Maria Kristensen og Henriette Klausen, der står bag SKS Aarhus i det daglige, mærket en kraftig stigning i interessen.

”Vi oplever en øget travlhed efter indførelsen af folkeskolereformen med en fordobling af bestillinger på undervisningsmateriale fra kommunens skoler. Vi kan ikke vide det, men det er svært at pege på andet end folkeskolereformen som den udløsende faktor. Det giver en god travlhed, og vi er glade for at flere og flere lærere gør brug af SKS,” siger Mette Maria Kristensen, der er teolog og arbejder som sognepræst ved siden af skoletjenesten.

Der er nu planer om at udvide og udvikle SKS Aarhus, så man bedre kan imødekomme efter-spørgslen. Børn og Unge-forvaltningen har fra 2015 forhøjet bevillingen til 125.000 kr. om året, hvilket er en kraftig forøgelse.

Læreren får færdigpakket forløb

Og for en skolelærer med ondt i forberedelsestiden er det da også noget af en servering, når SKS tilbyder skolerne færdigpakkede undervisningsforløb, hvor læreren får både materialer og metode stillet til rådighed. Derudover tilbydes der også kursusdage, hvor lærerne bliver klædt på til at formidle de forskellige projekter, som SKS tilbyder.

”Et eksempel på det er ’Noahs Ark,’ der lagde til i Aarhus Havn i september måned. I den forbindelse havde vi 70 lærere med på introduktionskursus, hvor de fik praktisk information og blev introduceret til undervisningsmaterialet”

Siger Mette Maria Kristensen, der oplever en øget bevidsthed om, at kristendomsfaget er en vigtig medspiller i forhold til børnene og de unges dannelsesproces, fordi elementer af religionen er så dybt forankret i sprog og kultur.

Hendes kollega i SKS, Henriette Klausen, er uddannet folkeskolelærer, og de to deler et kontor i en afdeling af Domkirkens nye lokaler i Kannikestræde. Ifølge Henriette Klausen bliver SKS også en vigtig medspiller for skolerne, fordi selv store skoler med 1000 elever kan have så lidt som 3000 kroner at bruge på aktiviteter inden for religionsfaget om året.

”Pengene rækker ikke langt i forhold til adgangsbilletter, transport eller andet, så skole-kirke-samarbejdet gør virkelig en forskel, når vi fx kan tilbyde gratis indgang til en aktivitet. Men det manglende fokus på religionsfaget starter allerede på seminariet, hvor dem, der tager linjefaget nu, ikke er så godt rustet som tidligere,” fortæller hun.

Passer godt til reformen

Undervisning gør sig som bekendt ikke nødvendigvis bedst i et klasselokale, og derfor tilrettelægger SKS også forløb i andre læringsrum, hvor blandt andet kirken bliver en vigtig medspiller.

”Vi har det, vi kalder ”ud-af-huset-projekter,” hvor skoleklasser fra andre steder i kommunen kommer ind til arrangementer, som vi afholder med kirkerne herinde i midtbyen. Og som modstykke til det, har vi projekter, som hører til ude på skolerne, hvor vi opfordrer til et besøg i den lokale kirke. Der står i vores vedtægter, at vi skal være med til at styrke forholdet mellem den lokale skole og den lokale kirke. Næsten alle vores undervisnings-
materialer lægger op til et besøg i den lokale kirke,” siger Mette Maria Kristensen.

Med den nye skolereform passer denne kobling nu desuden som hånd i handske med begrebet ’Den åbne skole’ og det krav, at man skal inddrage lokale aktører.

”At komme væk fra klasselokalet og få andre sanser i brug i det uformelle læringsrum kan for mange elever bidrage til en anden måde at lære på. Det, at komme på en tur ud af huset og opleve den gamle kirkes historie, se Noahs Ark eller høre om en tiggermunks hverdag, det giver en helt anden læring. For det er noget, eleverne husker,” siger Henriette Klausen

Gør præsters hverdag nemmere

Ud over tilrettelæggelsen af forløb for skolelærere og elever, laver SKS også materiale til kirkernes egne undervisere. Det kan fx være under overskriften ”Kom og få tre grydeklare skolebesøg præsenteret” til brug i det lokale skole-kirke-samarbejde.

”Præsterne er jo ressourcepersoner med en høj faglighed, og det skal man endelig benytte sig af. Vi vil gøre det nemmest muligt for dem at have skolebesøg, så de med udgangspunkt i vores materiale ved, hvad målet med besøget er helt fra start. Eleverne bliver klædt på til kirkebesøget gennem undervisningsmaterialet, de får tilsendt, og så kan præsterne være i gang bare ved at få to A4-sider og en køreplan i hånden,” siger Mette Maria Kristensen.

SKS Aarhus

Bag SKS Aarhus står de fire århusprovstier i samarbejde med Århus Kommune. Kommunen har netop øget sin støtte, så den nu udgør kr. 125.000 årligt. Blandt andet i er-kendelse af, at der er kommet øget pres på SKS’ tilbud.

Se mere her:
Http://skole-kirke-aarhus.blogspot.dk

Syddjurs - “Største succes
i nyere tid”

Femte artikel af fem i vores tema om skole-kirke-samarbejdet

Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs tog sine første skridt i 1994 og blev hurtigt en succes på tværs af sognegrænserne. I øjeblikket er der gang i strukturelle forandringer, men Lars Nymark Heilesen, der har været med fra start, tøver ikke med at kalde skole-kirke-samarbejdet generelt for en af folkekirkens største succeshistorier i nyere tid.

Ved deadline for denne artikel står Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs i et vadested, idet den tidligere tovholder, Annelise Nymark Heilesen, er stoppet og gået på efterløn, og to nye ansatte er på vej ind. De nye ansatte bliver Pia Nielsen, der er uddannet folkeskolelærer og Eva Pedersen, teolog, der desuden er sognepræst i Ådalens pastorat. Men vi har talt med Lars Nymark Heilesen, der, som navnet antyder, er gift med Annelise. Ud over at være sognepræst i Hvilsager-Lime er han ansat ved Århus Stiftscentral og har været med på de indre linjer siden opstarten af Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs og været med til at formulere skoletjenestens grundlag i 1994. Det er på denne historiske baggrund, han udtaler sig:

”Vi startede officielt op i 1994 og blev et af de første skole-kirke-samarbejder i Danmark. Skolen og kirken havde været ualmindeligt forsigtige over for hinanden i en række år blandt andet på grund af det, man kaldte indoktrineringsdebatten, men det var vores fornemmelse fra først i 90’erne, at det begyndte at se anderledes ud. Så sammen med stiftet, provstiet og den daværende Rosenholm Kommune havde vi allerede været i gang i 1993, hvor vi strikkede et forløb sammen til en cand.mag – et forløb,  som efter syv måneder viste sig at have været en stor succes,” fortæller Lars Nymark Heilesen.

Har holdt rytmen i 21 år

Den cand.mag., som havde stået for det succesfulde pilotprojekt, var Annelise Nymark Heilesen, og på den baggrund startede hun som projektmedarbejder i det nye Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs. Men stillingen blev skruet anderledes sammen, end man typisk kom til at se det i de fleste andre skoletjenester:

”Hun skulle ikke lave skole-kirke-samarbejde selv men derimod hjælpe præsterne med at kunne gå ud og lave det. De skulle have gode idéer, gode projekter og en indsigt i, hvordan tingene bevægede sig i skolerne. Og så var det altså præsterne, der tog materialet under armen og gik over til den lokale skole og gjorde opmærksom på tilbudene. Det har altid foregået på skolens præmisser og inden for skolelovens rammer. Det, vi kan kalde værdibaseret, ikke-forkyndende undervisning,” forklarer Lars Nymark Heilesen og fortsætter:

”Der opstod hurtigt en rytme, som bestod af en lang række mindre projekter, som præsterne kunne gå ind i lokalt, og derudover ét stort fælles projekt om året, hvor alle var med til at bakke op om det samme forløb. Den rytme har vi faktisk holdt i de 21 år. Der er hvert år kommet et stort projekt med et emne, der retter sig mod folkeskolens formål og læseplanerne, og som på skift har været målrettet henholdsvis indsko-
lingen, mellemtrinnet eller udskolingen,” siger Lars Nymark Heilesen.

– men nu kommer nye takter

Det har fra starten været sådan, at de fleste præster var aktive i skole-kirke-samarbejdet og også blev inddraget omkring idéfaser og udarbejdelse af nye tiltag. Men af ressourcemæssige årsager er der nu den ændring på vej i den gamle rytme, at det ikke længere kommer til at være alle præster, der skal bære med omkring produktionen af skole-kirke-projekter. Derimod bliver det nu et skole-kirke-udvalg, der sammen med to projektmedarbejdere laver tilbudene.

”I begyndelsen var skole-kirke-samarbejdet det eneste samarbejdsprojekt, der foregik på tværs af provstiet, og alle præster gik jo ind i det for fuld kraft. Men i dag samarbejder vi om diakoni, om kirkemusik og mange andre ting, som kræver ressourcer for præsterne. Derfor laver vi fra nu af et skole-kirke-udvalg, som er sparringspartner for to ansatte i form af en præst og en læreruddannet. De ansatte har hovedansvaret for at skabe projekterne og er måske også selv med ude at lave dem. Det er dermed kun udvalget, der sparrer med de to ansatte, mens de øvrige præster så at sige får lagt tingene i hånden,” oplyser Lars Nymark Heilesen.

De nye takter skal blandt andet imødegå en forandret folkeskole, som nu er ved at implementere en ny folkeskolereform. Med reformen er der åbnet for nogle nye muligheder i skole-kirke-samarbejdet. Det er begreber som ’åben skole,’  ’understøttende undervisning’ og det, at skolen skal ’inddrage lokalsamfundet’ i højere grad, som har fået den indflydelse. Og der er ikke langt fra idé til handling, når det kommer til lancering af nye initiativer:

Dannelse og identitet Styrkes

”Det er fx på bordet at lave nogle faste moduler. Salmer skal de gøre noget ved i skolen, for det står direkte i læseplanen for kristendomskundskab. Og her kunne vi årligt tilbyde en salmesangstime i kirken med kvalificeret arbejdskraft inde over i form af præst og organist. Personligt indgår jeg også allerede i et filosofi-bånd i 8.klasse, hvor vi taler om de store spørgsmål i tilværelsen – ikke for at lave forkyndelse men derimod religionsfilosofisk undervisning. På det område kan præsterne være en ressource for skolen, for vi ved jo netop meget om den slags ting og er vant til at sætte ord på dem,” lyder det fra Lars Nymark Heilesen.

Han understreger, at det ikke er det vigtigste, at indsatsen styrker kirken. Derimod er formålet med skole-kirke-samarbejdet først og fremmest at være med til at give nye generationer den ballast, som de kun kan få ved at kende historien og de fortællinger, som ligger til grund for den kultur, de skal leve og agere i.

”Vi skal være med til at styrke den almene dannelse, styrke en historiebevidsthed og i sidste ende en personlig identitet. Læreren har jo travlt med at lære børnene matematik og dansk, men vi kan i kirken være indgå på nogle andre felter, som ikke ligger til højrebenet for læreren,” forklarer han.

Kirkens største succeshistorie

Det, som kirken blandt andet også kan tilbyde, er at være med til at sætte en stoflighed på undervisningen. Og dermed understøtte en anden form for læring end den, som den boglige tilgang kan tilbyde. Det ser Lars Nymark Heilesen som en af de helt store kvaliteter ved, at skolen har mulighed for at inddrage kirkens ressourcer.

”Tilbagemeldingen fra skolerne er, at det i høj grad stimulerer kristendomsundervisningen, at eleverne ser, at dette her har et konkret udtryk. Og at de møder et sted, hvor tingene ikke foregår i en bog, men hvor det er et stykke virkelighed, de rører ved. Sådan er det jo med al undervisning: Det, man har været ude at røre ved, det tænker man altså over på en anden måde, end det man bare har hørt om,” siger han.

Det er en oplevelse, som har vist sig ikke kun at gælde i Syddjurs, og han mener, at folkekirken med skoletjenesterne har ramt helt rigtigt:

”De tyve års forarbejde inden for skole-kirke-samarbejdet, har vist, at kirken kan gå ind sagligt set og formidle noget, som er væsentligt for skolen. Sideløbende med minikonfirmanderne og nu babysalmesangen har det ubetinget været kirkens største succeshistorie inden for nyere tid. Dengang var vi tre tjenester, der kom frem næsten samtidig, Randers, København og Syddjurs. Og det har vokset til, at der i dag er over 30 organiserede skole-kirke-samarbejder på landsplan. Så med al sandsynlighed vil Danmarks-kortet inden for ganske få år være dækket af skole-kirke-samarbejder,” vurderer han.

Skole-kirke-samarbejde i Syddjurs

– er organiseret med et repræsentantskab, et forretningsudvalg som udgør den daglige ledelse, og præstegruppen som et fagligt forum og sparringspartner for projektmedarbejderne. Provsten er formand for skole-kirke-samarbejdet, som finansieres af provstikassen.

Kan man sy en salme?

Portræt af "sypigerne"

Overskriften kan umiddelbart virke som et sært spørgsmål, men svaret er til gengæld helt enkelt for de 17 kvinder, der i et år har broderet 16 forskellige salmer, som spænder fra morgen- og aftensalmer over højtidssalmer og lovsange til salmer om tro og bibelhistorie.

Jeg har syet ’Til Himlene rækker din miskundhed Gud’, og den salme har fået en helt ny betydning for mig, efter jeg har syet den –  jeg glemmer den aldrig. ’ Kit Hansen er en af de 17 kvinder, der hver onsdag formiddag i lidt over et år har syet salmer i sognegården i Risskov. ’Sypigerne’ kaldes de i sognegården, men officielt går de under navnet Mejlbygruppen, og de har nu sat sidste sting i 16 fint broderede billeder, der illustrerer danske salmer. Illustrationerne er skabt af Bjørn Nørgaard til ’Min første salmebog’ fra 2004, og som alle gruppens tidligere arbejder er det et tilfælde, at det netop blev salmebilleder, der nu er blevet syet op i det fineste lærred med blanke amager-garner i alle regnbuens farver.

Jean Donner, gruppens grundlægger og idémager, så en udstilling af Bjørn Nørgaards skitser fra den lille salmebog for børn og blev straks optændt af ideen om at sy billederne. I broderigruppen var der dog ved første øjekast behersket tilslutning, og usikkerhed på om projektet var for stor en mundfuld – Bjørn Nørgaard-billedernes mange symboler, figurer, farver og lag snor sig ind og ud af hinanden, og det kræver sin kvinde at sy så komplicerede motiver.

’Og sådan har det været hver gang’ fortæller Kit Hansen ’Når Jean har præsenteret os for en ide, har vi tænkt, nej det her, det kan vi slet ikke, vi er jo ikke uddannede til at brodere. Når vi så kommer i gang, så viser det sig alligevel, at vi kan, og så er det jo så sjovt’. Helt uden forudsætninger er sypigerne dog ikke. Kit har ligesom flere af de øvrige syet med i gruppen siden 2000, hvor det store arbejde med Mejlbytapetet gik i gang. Det tog tre år at sy tapetet, der er 10 meter langt og består af 68 motiver fra Det Nye og Det Gamle Testamente. Det har været udstillet i 15 kirker landet rundt og er blevet kaldt Bayeux-tapetets danske modstykke. Siden fulgte seks års arbejde med det 10,5 meter lange Hærvejstæppe, så selv om sypigerne syr på frivillig basis udelukkende af lyst, har dem, der har været med længst, efterhånden både en erfaring og ekspertise, der nok kunne række til en svendeprøve i broderi.

Faglig stolthed og høj standard i det færdige resultat spiller naturligvis en vigtig rolle, det samme gælder det sociale samvær undervejs i projektet. Det særlige fællesskab, der opstår omkring at løse en opgave sammen, er af stor betydning for alle, og samtalen flyder let og kommer langt omkring, når man sidder med et sytøj i hånden. For Kit, der har boet i Risskov Sogn i mange år, har denne opgave haft en speciel betydning. ’Vi har jo altid broderet til andre. Det er noget helt særligt at brodere billeder til sin egen kirke. Jeg har virkelig nydt det, og jeg glæder mig til at se billederne i sognegården’. Det var også Kit, der fik idéen til, at billederne kunne hænge i Risskov Sognegård. ’Der var så mange hvide vægge i den nye sognegård, derfor kontaktede jeg vores præst Hanne Marie Houkjær og fortalte om projektet. Hun kunne se, at billedernes kobling af salmetekster og symbolsprog kunne indgå i konfirmandundervisningen, og så var det oplagt at tænke dem ind i den nye konfirmandstue på første sal i sognegården’. På den måde fandt også Bjørn Nørgaard-billederne, ligesom sypigernes øvrige værker, på sin vis selv deres plads. ’Vi begynder på et broderiprojekt, fordi vi synes, det er spændende og ikke kan lade være, og så dukker pengene, interessen og den gode placering op hen ad vejen – det gælder også det næste projekt, vi har i støbeskeen. Vi vil brodere karakteristiske bygninger fra den nye havnefront ud fra nogle virkeligt fine og spændende skitser af en ung kunstner. Vi håber så, at billederne kan indgå i udsmykning af Dokk1’.

Kit er klar til næste opgave, men flere af sypigerne har pensioneret sig selv efter Bjørn Nørgaard-billederne. Der er derfor både brug for og plads til nye i gruppen. ’Har du en ledig formiddag om ugen og lyst til at brodere, skal du endelig kontakte os og du behøver ikke at have forudsætninger for at sy, for at være med, vi hjælper hinanden i gang’ lyder opfordringen derfor fra Kit Hansen, der kan kontaktes ved henvendelse til Risskov Kirke.

Rie Vestergaard

Formand for menighedsrådet, Risskov Kirke.

Med livet i
hænderne

Egentlig skulle Isabella først være kommet til verden tre dage senere. Og hendes mor, Maria Kure Langhoff, og faren, Jesper Langhoff Andersen, havde da slet ikke forestillet sig, at fødslen ville være overstået på bare et par timer. Dengang parrets første barn, William, blev født tre år før, havde fødslen nemlig varet hen ved 10 timer, fra vandet gik.

”Den 30. juli skulle vi til Lystrup for at bytte bil med min svigerfar. Og lige inden vi skulle ud ad døren, kunne jeg godt mærke noget og var i tvivl, om det var noget af vandet der gik. Men jeg tænkte, at selv om det var det, så gik der jo lang tid, før jeg reelt skulle føde. Men da vi så var kommet af sted, begyndte veerne bare at komme med to minutters mellemrum,” fortæller Maria Kure Langhoff.

Trekløverets tur fra familiens hus i Hovedgård til svigerfaren i Lystrup tog små 45 minutter, og selvom de skulle have spist sammen den aften, måtte den vordende mor hutigt melde, at det blev det ikke til.

”Da vi kom til Lystrup gjorde det virkelig ondt, så jeg lagde mig på sofaen for at mærke efter, for når man sidder i en bil, kan det godt være svært at mærke ordentligt, hvad der sker. Jeg ringede til jordemoderen i Horsens, og hun syntes ikke, det lød som om, det var lige oppe over, så hun sagde, at vi jo kunne spise i Lystrup og så begynde at trække mod Horsens. Men da vi havde været der 10-20 minutter, sagde jeg til Jesper, at vi var nødt til at køre igen,” siger Maria Kure Langhoff.

I Hovedgård stod svigermoren klar til at tage imod storebror William, der ikke kunne forstå, at hans mor efterhånden var noget kort for hovedet, når han prøvede at tale med hende i bilen. Og så fortsatte parret ellers turen mod Horsens Sygehus, der lå 20 minutter væk. Men halvvejs måtte de stoppe bilen og selv hjælpe Isabella til verden.

”Jeg havde lagt forsædet helt tilbage, efter vi satte storebror William af. Og lige pludselig kunne jeg mærke et stort pres. Man når ikke rigtig at tænke, så jeg fik bare bukserne af i en fart og kunne mærke, at hovedet simpelthen var på vej ud. Så sagde jeg til Jesper, at han skulle ringe 112,” husker Maria Kure Langhoff.

image2

Vagtcentralen sagde, at de skulle holde ind med det samme. Men i første omgang kunne de ikke finde et ordentlig sted at stoppe langs landevejen, så det trak ud, indtil de var nået halvvejs igennem Serridslev, hvor de endte på kirkens parkeringsplads. Og Jesper Langhoff Andersen nåede nærmest kun lige rundt om bilen, før han kunne tage imod sin nyfødte datter.

”Det var det første det bedste sted, og han nåede kun lige om til min side af bilen, så kom hun bare på én gang. Det gjorde vildt ondt, og han var selvfølgelig helt hvid i hovedet. Men vi havde stadig 112 i røret, så de var med hele vejen,” fortæller hun.

Og allerede da parret lidt senere var på vej i ambulancen til sygehuset for at få mor og datter undersøgt, blev de enige om, hvor barnedåben skulle holdes.

”Vi anede ikke, der var noget, der hed Serridslev Kirke, før vi endte på den parkeringsplads. Vi hører egentlig til Ørridslev Kirke, men den har vi ikke rigtig noget forhold til, fordi vi boede i Viby, før vi flyttede til Hovedgård. Men da vi var på vej i ambulancen, sagde Jesper, at nu ved vi da i det mindste, hvor barnedåben skal holdes. Det havde jeg slet ikke nået at tænke på, men det var jo oplagt, når vi nu havde været i tvivl om, hvor det skulle være,” siger Maria Kure Langhoff og griner.

Efterfølgende kontaktede parret derfor sognepræst Gudmund Rask Pedersen og spurgte, om det kunne regnes for et tilhørsforhold, hvis man var blevet født på kirkens parkeringsplads. Det var han ikke sen til at sige ja til, og den 2. november 2014 blev lille Isabella døbt i Serridslev Kirke kun et halvt hundrede meter fra der, hvor hun kom til verden.

Mørket der lyser

“Man bliver høj på den stærke blanding af formidling af kunstnerisk og kulturhistorisk viden og den ydmyge omgang med kristendom og tro, viderebragt i en virtuos brug af modermålet.”

Henrik Wivel leverer i Skyggeliv mesterligt skrevne essays i krydsfeltet mellem tro og viden. En fin lille bog i omfang men stor i indhold.

SkyggelivDet er et mesterligt og vidende møde med kunst og kristendom, læseren får i Henrik Wivels velskrevne lille bog ”Skyggeliv.” Man bliver høj på den stærke blanding af formidling af kunstnerisk og kulturhistorisk viden og den ydmyge omgang med kristendom og tro, viderebragt i en virtuos brug af modermålet.

Henrik Wivel skriver i sin epilog, at bogens 12 essays er ”skrevet på fascination. … Et referencepunkt er kristendommen, som igennem 2000 år har kastet lange skygger ind over vestlig kunst, kultur og eksistens. … Kernen i kristendommen er at få mørket til at lyse”.

Og Wivels egne forsøg på det samme må betegnes som meget vellykkede.

Enhver skygge er et barn af lyset

Oftest tænker vi skygge som noget i sig selv mørkt, ja måske truende. Men med afsæt i et citat af Stefan Zweig er det håbsaspektet, der peger ud af mørket, som Wivel bogen igennem fremhæver: ”Enhver skygge er, når alt kommer til alt, også et barn af lyset, og kun det menneske, der har oplevet både lys og mørke, krig og fred, stigninger og fald, kun det menneske har i sandhed levet”, skriver Zweig. Både skyggen og lyset, mørket og håbet går igen i de 12 essays.

Der er en særlig intensitet i de gengivne kunstværker, fordi de udfoldes analyserende og poetisk-sanseligt på samme tid, med flittig brug af samtidig litteratur. Kunstværkerne er fra 1602 frem til i dag, og de er i hovedparten af tilfældene ikke særligt kendte. Også her udfordres og udvides horisonten.

Det dulmende mørke

I essayet ”I skyggen af korset” vises over to sider et billede af Jean-Léon Gêrome (1824-1904). En kunstner som længe ikke nød den aner-kendelse, han fortjente, fordi impressionisterne overtog scenen fra ham og hans samtidige.  Men Wivel viser, hvordan Gêromes stil har appelleret til 1900- og 2000-tallets filmiske teknik.

Billedet hedder ”Golgatha. Consumatum est.” Det er fuldbragt. Men vinklen er ny, for korsfæstelsen er skildret indirekte, ”off camera.” Den kaster skygge.

Jesus er død. Maria, Maria Magdalene, romere og rådsherrer, venner og disciple, der svigtede, er alle på vej væk, tilbage mod Jerusalem i det fjerne. På himlen samler skyerne sig, det trækker op. Man ser træerne suse som lige før storm. På den flade, hvide klippe ses skygger af tre kors. Jesus er død, alt er fuldbragt. Beskueren er således vidne til begivenhedens efterliv. ”Læren om Jesu liv er nedskrevet til en skygge, der vil gå i eet med det mørke, som snart skal beherske hele billedet”.

Men ud af dette totale mørke rejser håbet sig. For lyset bag det døde legemes skygge er blændende hvidt. Jesus er blevet hørt, ”og fra det sted fastholdes han i lyskilden, der transcende-rer mørket”.

Skyggen er ”et tegn på Guds forsyn og Jesu  tilgivelse af de mennesker, som i hast, flugt, foragt, ligegyldighed, med sviende samvittighed og gedulgt sorg er på vej væk”. Og Jesu skygge er ”det dulmende mørke, der omslutter menneskene.” Evangelierne lever, selv i mørket. Deres sorte silhuet lader sig ikke radere ud, for silhuetten er ”lagt som et sigende mønster i den hvide klippe, på hjerneskallens yderside”.

Bogen er en øjenfryd med de stærke stykker kunst. Den sætter læseren på hjernearbejde i tilegnelsen af forfatterens gavmilde viden. Og umærkeligt får man indsigt i kunstneriske retninger og ismer. Malernes metoder og biografi fremhæves, hvor det er nødvendigt, ind i den kulturhistoriske sammenhæng. Det hele i et sprog, der må glæde enhver.

De 12 essays kommer vidt omkring i kunst og litteratur, men skyggens egetliv er den samlende tråd – og ikke mindst kristendommens skygger, der får mørket til at lyse.

Henrik Wivel

Skyggeliv
– en lille bog om det underfulde.
Kristeligt Dagblads Forlag 2014.
Kr. 199,95

Endelave kirke

Et gudshus ved Kattegat

Kirken på øen Endelave ligger næsten helt ud til Kattegat en times sejlads fra fastlandet. Den er bygget sidst i 1300-tallet ud til Nordstranden i den vestlige del af Endelave by. Tidligere var kirken kullet, men et tårn er kommet til i nyere tid og gør, at man ser Endelave Kirke som noget af det første, når man nærmer sig øen fra vest.

Som sådan har middelalderkirken på Endelave ingen daterende dele, men Nationalmuseet vurderer, at den er fra periodens senere del, ligesom andre af kirkerne på vores småøer. Den har været under mange skiftende ejerskaber, men siden 1910 har kirken været selvejende.

Oprindeligt har der kun været kor og skib, der sandsynligvis ikke er helt samtidige. Men i 1500-tallet blev der tilføjet et våbenhus mod syd, og ved en ombygning i 1707 blev skibet forlænget på bekostning af noget af pladsen i koret. Tårnet kom først til med en restaurering i 1931, der også gav flere stolepladser og en fyrkælder. Ved den omfattende restaurering blev døbefonten desuden ”moderniseret” og fik slebet overfladen glat – nok ikke ligefrem en løsning, man ville have valgt nu om dage. Ved samme lejlighed blev der lavet en ny triumfmur mellem kor og skib. Den lidt hårdhændede restaurering til trods, havde man dog også øje for at bevare oprindelige detaljer. Skibets dør, der kan være lige så gammel som selve kirken, er et godt eksempel. Og de groft tilhuggede egeplanker kan meget vel stamme fra lokale træer, da store dele af Endelave tidligere har været dækket af egeskov, selvom der i dag ikke er meget skov tilbage på øen.

Èn kirke – mange ejerskaber

I middelalderen tilhørte Endelave kongen, og den optræder i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Kirken er dog ikke omtalt, men en præst nævnes i 1555, hvor han fik tillagt dele af kongetienden, (ø og kirke var på det tidspunkt blevet en del af dronning Dorotheas livgeding). Middelalderen igennem var øen pantsat til en række forskellige herremænd: Hertug Albrecht af Braunschweig (1253), Hr. Mogens Munk (1406), Erik Ottesen Rosenkrantz til Boller (1472-84), senere til fru Anne, enke efter Rosenkrantzs søn, Holger Eriksen Rosenkrantz, (1497), og fra Kong Hans’ tid og frem til reformationen var øen pantsat til de katolske bisper i Aarhus.

I 1600-tallet var kirketienden forpagtet ud frem til Skånske Krig (1675-79), hvor kongen kom i akut pengenød og i 1677 solgte hele øen ”med birkeret, kirketiende, jus patronatus og kaldsret, samt herligheden af præstegård, degnebol og hele kirken” til Christoffer Sehested til Nislevgård, der var amtmand på Åkjær.

Christoffer Sehested fik tilladelse til at bygge en adelig sædegård på Endelave, men planerne blev ikke realiseret, og i 1694 købte kongen ø og kirke tilbage. Allerede i 1695 solgte han dem dog videre til baron Frederik Krag til Stensballegård, en herregård, der ligger lige øst for Horsens. Tilhørsforholdet til Stensballegård varede i 100 år, indtil 1796, hvor Stensballegård solgte til Georg Ditlev Schildknecht, der var major ved det slesvigske rytteriregiment.

Schildknecht oprettede Louisenlund af to tidligere bondegårde, og kirken fulgte derefter Louisenlund, til den overgik til selveje.

Repareret ”mesten fra grunden op”

Efter 1600-tallets krige var kirken i meget dårlig stand. Det fremgår af synsforretningerne i 1673 og 1676, hvor den manglende vedligeholdelse af taget havde gjort, at loftbrædderne var rådne og “ganske farlige at sidde under.” Under det hundred-
årige tilhørsforhold til Stensballegård blev der dog rettet op på tingene, og i 1707 gennemgik kirken en stor ombygning og hovedreparation, hvor kirkebygningen blev repareret ”mesten fra grunden op.”

I skibets nordøstlige hjørne har der været herskabspulpitur, som havde sin egen adgang i nordmuren. Man mener, at det blev etableret i forbindelse med Schildknechts køb af kirken i 1796 og oprettelsen af Louisenlund året efter.

Med årene kom det dog til at stå i en ringe forfatning, ligesom adgangen i nordmuren var en kilde til træk. Så i 1890 blev pulpituret fjernet, og åbningen blev tilmuret, idet det blev fremhævet, at: ”kan nogen enkelt mand bevise sin ret til at benytte den nuværende pulpiturstol, kan han i henhold til kirkesynsloven forlange sig anvist særligt stole-stade nede i kirken.”

Cirkelslag fra senmiddelalderen

Kirkens prædikestol er fra 1500-tallet, og adgang-en foregår ad en trappe, der fører gennem et hul i triumfmuren. Tilbage i 1700-tallet fremstod den med farver og guld, mens den nuværende staffering er nyere og kendetegnet ved et spil mellem lyse- og mørkegrønt, suppleret med cinnober i fyldingernes baggrund, mens enkelte detaljer er fremhævet med guld.

I skibet hænger to fuldriggere, hvor den ene er fra 1800-tallet, og den anden forestiller linjeskibet ”Dannebrog” og er fra 1950’erne. På skibets sydvæg hænger en mindetavle over præster ved kirken, og der findes desuden mindesten over to af de nævnte præster. Stenene er anbragt henholdsvis i våbenhusets inder- og ydermur.

Der er ikke megen udsmykning i Endelave Kirke i form af kalkmalerier, men der har været et draperi omkring den gamle altertavle, ligesom man i 1967 under en renovering af kirkens vægge fandt cirkelslag til et indvielseskors af hjultypen, som stammer fra senmiddelalderen.

Altertavlens forskellige epoker

Altertavlen, der er fra 1902, er et kapitel for sig og sammensat af billeder fra forskellige epoker. Storstykket, eller midterbilledet om man vil, forestiller Jesus’ besøg hos Martha og Maria. Det er fra 1902 og er malet til den nye altertavle af Rudolf Rud-Pedersen. Det tidligere midterbillede fra omkring år 1700 med nadvermotivet hænger nu på kirkens nordmur. I 1943 blev tavlen udvidet med to fløje fra kirkens tidligere altertavle, som var fra ca. 1590. Sidefløjene havde siden 1902 ligget hengemt på kirkens loft, og dele af en ny-staffering fra 1707 er bevaret på bagsiderne med motiver af henholdsvis korsfæstelsen og korsnedtagningen. De nyere malerier på forsiderne af fløjene forestiller mod nord mennesket mellem loven og evangeliet, mens Kristi genopstandelse er afbilledet på sydfløjen. De oprindelige forsider blev fjernet i 1939- 42, efter man havde fotograferet dem. Mod nord var oprindeligt malet gravlæggelsen, mens den sydlige fløj, som også i dag, viste opstandelsen med forfærdede og flyg-tende romerske soldater.

17 baller mellem fastelavn og påske

I et lille ø-samfund er kirken og præsterne, der virker ved den, ikke til at komme uden om. Man er med den tidligere præst Knud Erik Lægsgaards ord ”forpligtet på at være en præst, som alle kan gå til.” Men selv om man i dag kan beskrive orien-teringen på øen som bredt folkekirkelig, var der engang, hvor vækkelsen delte øen i to, nemlig da præsten Bernhard Willer i 1890 kom til Endelave.

Det var hans første embede, og han bragte den indremissionske vækkelse til øen, der på det tidspunkt havde et udbredt forlystelsesliv med ”17 baller, alene mellem fastelavn og påske.” Bernhard Willer kaldte fra første dag til omvendelse og kamp mod ”pyntesyge, kortenspil, drikkeri og baller.”

Mange vendte den nye præst ryggen, men han fik også tilhængere blandt de 6-700 beboere, der var på øen dengang. Willer samlede folk, ikke kun i kirken, men også til søndagsmøder og bibellæsning i præstegårdens stue, (den tidligere præstegård er i dag indrettet som museum). Men pladsen blev for trang, og der blev samlet ind til et missionshus, som blev realiseret ved, at omvendte piger og karle hver gav en månedsløn – og i 1895 kunne det indvies af Wilhelm Beck i egen person.

 

Efter ni år rejste Willer fra Endelave i 1899 for at blive præst i Holstebro. Mens afskeden var vemodig for mange, var der lige så mange, der hilste prædikantens afrejse velkommen. Blandt andet blev der affyret afskedsalut med den kanon, der stod på tingbanken ved kirken. Men pastor Willer havde sat sine spor, og befolkningen på øen var i mange år efter splittet i to dele. Der er stadig i dag spor efter den indremissionske fortid, og der er stadig et aktivt arbejde omkring Ydre Mission. Men missionshuset er ikke længere samlingspunkt og kom for mange år siden på private hænder.

 

Endelave Sogn

– ligger i den yderste udkant af Horsens Provsti.

Præsten

Skal ikke fodres med småkager

Endelave har ikke længere en fastboende præst. I stedet bruger man nu præstegården som sognegård og fælles samlingssted uden for kirken. Menighedsrådet har ønsket fokus på at holde gudstjenesteantallet oppe, for øboerne har ikke brug for en præst, de kan “fodre med småkager.” Til gengæld går præst, Jens Peder Baggesgaard, ikke af vejen for at lade småkagerne gå den anden vej. Han bager gerne til kirkekaffen.

Jens Peder Baggesgaard er præst på Endelave. Eller det vil sige, at han deler opgaven med sine kolleger i Tyrsted-Uth Pastorat, som Endelave er blevet betjent af siden 2010. Øen har nemlig ikke længere en fastboende præst, og i stedet bruger man nu præstegården som sognegård og fælles samlingssted uden for kirken. Menighedsrådet har ønsket fokus på at holde gudstjenesteantallet oppe, for øboerne har ikke brug for en præst, de kan “fodre med småkager.”

Selvom kollegerne i bypastoratet i Horsens også holder gudstjenester på øen, er det hovedsagligt Jens Peder Baggesgaard, der tager sig af præstearbejdet og forsøger at strække den halvtidsstilling, der er afsat til formålet, så det forslår bedst muligt. Den indsats tilrettelægger han i samarbejde med øens menigheds-råd, der specifikt har ønsket at holde antallet af gudstjenester oppe. Og derfor er der faktisk gudstjeneste i Endelave Kirke næsten hver søndag – i vinterhalvåret dog kun tre gange om måneden.

”Vi aftalte helt fra starten, at der skulle være mange gudstjenester, for menighedsrådet mente, at der ikke var brug for et stort fokus på husbesøg og den slags. Og jeg må give dem ret i, at menigheden på Endelave ikke har brug for en præst, de kan sidde og fodre med småkager. Den tid er på mange måder forbi herovre,” siger Jens Peder Baggesgaard.

Siden dengang er han nu blevet formand for menighedsrådet efter ønske fra de andre medlemmer. Det gør, at han pludselig har fået rigtig meget med Endelave Kirke at gøre, blandt andet fordi de i skrivende stund er ved at afvikle den gamle forpagtergård, som var blevet for nedslidt.

En styrke at komme udefra

Det er en skarp kontrast til storpastoratet i Horsens, hvor der er godt 10.000 mennesker, der skal serviceres. For på en ø med 166 indbyggere og 141 folkekirkemedlemmer bliver præsten en del af samfundet på en helt anden måde, også når han plejer menigheden på distancen.

”I virkeligheden ser jeg det som en styrke, at præsten kommer udefra og kun skal lave kirke. Det er jo et lille samfund, hvor der historisk har været splittelse af den ene eller den anden årsag. Men der er i dag ikke nogen fraktioner, som man kan sige har mere ejerskab til kirken end andre. Dermed er den åben for alle, og kirken kan være med til at forene,” siger han.

Jens Peder Baggesgaard er i sagens natur tit på Endelave, og så overnatter han i præstegården, der siden 2010 også har fungeret som øens sognegård. Til gudstjenesterne kommer året rundt en håndfuld trofaste kirkegængere, men i sommerperioden udvides tallet betragteligt. Kirken står også for to-tre sommerkoncerter om året, som er med til at skabe et kulturliv og give de besøgende yderligere grund til at tage en overnatning og gøre lidt mere ud af en tur til øen. I et samfund med syv skolesøgende børn kan det være sin sag at få det til at fungere med konfirmand- og minikonfirmandhold, men det klares ved at invitere alle børnene med, når der er arrangementer. Her giver det i det hele taget ikke så meget mening at dele børnene ind efter alder, men skolen på Endelave har et samarbejde med Dagnæsskolen i Horsens, hvor børnene alligevel skal undervises efter 7. klasse. Så det er ikke ualmindeligt for børnene at ”komme af øen” og indgå i større sammenhænge med børn på eget alderstrin.

samles om andet end kirken

Selv om Jens Peder Baggesgaard og menigheds-
rådet er enige om, at øen ikke har brug for en præst, man kan ”fodre med småkager,” kan man spørge, om det modsatte ikke er tilfældet. Ved vores besøg i kirken og præstegården sidste weekend i september kunne vi i hvert fald ved selvsyn konstatere, at en del af præste-
arbejdet denne weekend bestod i at bage boller og kager og gøre klar til eftermiddagens rykind af kirkekaffedeltagere, som mødtes til hygge og samvær efter kirkegangen.

”Ungerne havde overnattet i præstegården som en del af vores minikonfirmandarrangement, og så bagte vi boller og havregrynskager. Det hører med, at vi kan mødes på den måde efter gudstjenesten, og i dag var der så lidt flere gæster, fordi vi havde besøg af en menighed fra Flensborg. Kirkekaffen skaber et vigtigt møde, for her mødes vi om noget andet end det, der lige foregår oppe i middelalderkirken,” siger præsten.

Så selv om menighedsrådet har ønsket et fokus på at holde mange gudstjenester, står det klart, at en præsts arbejde i et lille ø-samfund ikke er gjort med at holde sig til højmessen og de alle-rede indkodede programmer. Her må situationsfornemmelse til, og det er ikke kun børnene, der nyder godt af kirkens forlængede arm i form af Jens Peder Baggesgaard og hans kolleger, for der er også tilbud til de noget ældre. Som fx de årlige udflugter, hvor præsten agerer chauffør og rejseguide, når turen går til Koldinghus, som det var tilfældet i år, eller til Carl Henning Pedersen Museet i Videbæk, som menigheden besøgte sidste år.

”Det er så vigtigt, at vi ind i mellem er sammen om andet end det, der foregår oppe i kirkerummet. Og til vores udflugter kommer der altid nogen med, som ikke lige er faste kirkegængere. Så når man ud til dem på en anden måde, og det er altså også at lave kirke,” fortæller Jens Peder Baggesgaard.

Jens Peder Baggesgaard

– kom til Tyrsted-Uth Pastorat i 2001 efter et vikariat i Tamdrup på godt et år. Han har tre børn og bor i tjenestebolig på Sportsvænget i Horsens. Han blev kirkebogsførende sognepræst i 2005. Jens Peder Baggesgaard er tillidsrepræsentant i Horsens Provsti og formand for bestyrelsen for tillidsrepræsentanterne i Århus Stift.